Shu Bi Trio 2500X25000px

Lørdag d. 18. april 2026

Shu-bi-dua 2.0 trio

Glæd dig til en helt særlig aften på Hotel Faaborg Fjord, hvor nostalgi, humor og musikalsk energi går hånd i hånd med gastronomi i topklasse. Shu-bi-dua 2.0 trio indtager scenen og leverer alle de ikoniske hits, vi kender og elsker. Inden koncerten kan du nyde en lækker middag skabt af den anerkendte kok Thomas Pasfall, der har sammensat en eksklusiv menu.

Program

Lørdag den 18. april

Kl. 17:00 – Dørene åbnes
Kl. 18:15 – Middagen serveres
Kl. 20:30 – Kaffe og sødt
Kl. 21:00 – Koncerten starter
Kl. 23:00 – Tak for i aften

Aftenens menu

Inkl. vin, øl og vand ad libitum under middagen.

Pasfalls signatursnacks

Sprøde snacks som "stegt flæsk med persillesovs".
Gammeldags krogmodnet flæskesvær med persillemayo og støv.

Forret

Wonton med skaldyr og spicy mayo, marinerede grønne asparges og urtesalat. Hertil hjemmebagt surdejsbrød og godt smør.

Hovedret

Unghane som pojarski, forårsfrikassé, pommes Anna og estragon.

Dessert

Pasfalls brunsviger i variation med mazarin, lun remonce og vaniljekiks.

Langborde I Gr. 200 Pax Kongres Redigeret

Hotel faaborg Fjord

Gør din dinnerkoncert til en helhedsoplevelse

Forlæng magien fra aftenen og lad oplevelsen fortsætte. Når du deltager i en dinnerkoncert på Hotel Faaborg Fjord, har du mulighed for at tilkøbe en overnatning og gøre arrangementet til en fuldendt oplevelse.

Nyd den gode stemning uden at skulle tænke på transport hjem. I stedet kan du trække dig tilbage til rolige, komfortable omgivelser og vågne op til udsigten over fjorden og en lækker morgenmad, der giver den perfekte afslutning på en mindeværdig aften. 

Vælg overnatning som tilkøb, når du køber dine billetter. 

Tjener Går Mellem Rækkerne Til Dinnerkoncert
Shu Bi Trio

Hvem er Shu-bi-dua 2.0 trio?

Nationalorkestret nu med den nutidige benævnelse Shu-bi-dua 2.0 besøger Hotel Faaborg Fjord i 2026, og det sker med en særdeles rutineret besætning. Af de 16 drenge, der siden gennembruddet for et halvt århundrede siden har været medlemmer af Shu-bi-dua, er det blot Michael Bundesen, orkestrets karismatiske frontmand og forsanger, der har forladt denne jord. 

12 af de øvrige er gået på shub-pension, men tre af de ægte shubber er fortsat aktive og alle tre er det i Shu-bi-dua 2.0, nemlig Michael Hardinger, Kim Daugaard og Jørgen Thorup.

Udover de tre originale shubber: Michael Hardinger, Jørgen Thorup og bassist Kim Daugaard består Shu-bi-dua 2.0 af guitarvirtuosen B-Joe Johansen, tangent-tryllekunstneren Rasmus Schwenger samt tromme-troldmanden Flemming Olsen. 

“Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle turnere land og rige rundt og underholde med Shu-bi-dua-kataloget mere end 50 år efter starten, men det er en kæmpeglæde, måske større end nogensinde, at møde vores gamle fans iført såvel børn som børnebørn med Shu-bi-dua 2.0’s rockede versioner af de sange, vi skrev for efterhånden en evighed siden”
Michael Hardinger, Guitarist og medstifter af Shu-bi-dua